Henrik Ibsens skrifter

Igår havde jeg den store glæde gennem Hegel at modtage Deres glimrende klare og for mig så hædrende ​anmeldelse af «Gengangere». Modtag min varmeste og hjerteligste tak for den uvurdérlige venskabstjeneste, De igen har vist mig! Enhver, der læser Deres artikel, må, synes jeg, få øjnene op for, hvad jeg har ment med min nye bog, hvis man overhovedet vil se det. Thi jeg kan ikke frigøre mig for den tanke, at en overmåde stor del af de falske ​udtydninger, som aviserne har bragt, er fremsatte imod bedre vidende. I Norge tror jeg dog nok at forvrøvlingen i de fleste fald har været ufrivillig; og det har sin nærliggende forklaringsgrund. Deroppe besørges nemlig kritiken delvis af ​nogle mere eller mindre ​formummede theologer; og disse herrer er i regelen aldeles ude af stand til at skrive fornuftigt om digterarbejder. Den

Faksimile

afsvækkelse af dømmekraften, som, ialfald for gennemsnitsnaturers vedkommende, er en nødvendig følge af længere tids syslen med theologiske studier, yttrer sig nemlig især når talen er om at bedømme menneskekarakterer, menneskers handlinger og menneskelige bevæggrunde. Det praktiske forretningsskøn lider derimod ikke så meget ved studiet. Derfor er de gejstlige herrer meget ofte ypperlige ​komunalmænd; men de er ubetinget vore sletteste kritikere.

Og hvad skal man så sige om ​den såkaldte liberale presses forhold? Disse førere, som taler og skriver om frihed og frisind og som samtidigt dermed gør sig til trælle af abonnenternes formodede meninger! Jeg får mere og mere bekræftelse på at der ligger noget demoraliserende i at befatte sig med politik og i at slutte sig til partier. Under alle omstændigheder vil jeg aldrig kunne slutte mig til et parti, som har majoriteten for sig. Bjørnson siger: majoriteten har altid ret. Og som praktisk politiker må han vel sige så. Jeg derimod må nødvendigvis sige: minoriteten har altid ret. Selvfølgelig tænker jeg ikke på ​den

Faksimile

minoritet af stagnationsmænd, som er agterudsejlet af det store mellemparti, der hos os kaldes de liberale; men jeg mener den minoritet, som går foran der, hvor flertallet endnu ikke er nået hen. Jeg mener, retten har den, som er nærmest i pakt med fremtiden.

Dette har jeg nedskrevet som en slags redegørelse, om en sådan skulde være nødvendig.

​Den storm, der har rejst sig imod «Gengangere», var jeg forberedt på. Men jeg syntes ikke, jeg kunde tage noget hensyn dertil; det vilde have været fejghed. –

Ikke mindre end for Deres artikel i Mgbl: takker jeg Dem for det ​foredrag, De har holdt over mig og ligeså fordi De nu vil lade dette foredrag ​udkomme i trykken. ​Hegel skriver at De ønsker at optage nogle steder af breve fra mig. Jeg har naturligvis ikke noget derimod at indvende. Jeg stoler ubetinget på Dem i dette, som i alt andet. Ønsker De at ​anføre et eller andet også af dette brev, ​står det Dem frit for.

Når jeg tænker på, hvor træg og tung og sløv forståelsen er derhjemme, når jeg lægger mærke til, hvor lavtliggende den hele betragtningsmåde

Faksimile

viser sig at være, så overkommer der mig et dybt mismod og jeg synes mangen gang, at jeg ligeså gerne straks kunde afslutte min literære virksomhed. Hjemme behøver man egentlig ingen digterværker; man hjælper sig så godt med ​«Storthingstidenden» og ​«Luthersk ugeskrift». Og så har man jo ​partibladene. Jeg har ikke noget talent til at være ​statsborger og heller ikke til at være orthodox, og hvad jeg ikke føler talent for, det afholder jeg mig fra. For mig er friheden den højeste og første livsbetingelse. Hjemme bekymrer man sig ikke stort om friheden men kun om friheder, nogle flere eller nogle færre, alt efter partistandpunktet. Højst pinligt føler jeg mig også berørt af dette ufærdige, dette ​almueagtige i vor offentlige diskussion. Under sine såre priselige bestræbelser for at gøre vort folk til et demokratisk samfund er man uforvarende kommet et godt stykke på vej med at gøre os til et ​plebejersamfund. ​Sindets fornemhed synes at være i aftagende hjemme. –

Her må jeg afbryde for dennegang. Frembær vore bedste hilsener til ​ Deres elskværdige hustru. ​Hun lever uudslettelig i vor erindring. Tak, kære Brandes, for alt, hvad De har gjort og fremdeles gør for mig!